KÆRE CURLING GENERATION

Lugten af pølsehorn fra 7-eleven der blev købt i farten, børn der skriger, en fyr med lidt for højt musik i ørerne, dem der fylder det hele, dem der går til og fra toiletterne flere gange end toget standser, og dem der bare er der. Forældre der diskuterer med deres børn om de skal have sko på eller ej. Forældre der opgiver og løfter barnet ud istedet. Det er beskrivelsen af en togtur fra Århus mod Aalborg. Jeg sidder en hel time, blandt passagerer, hvis mund var lukket med syv sejl. Min telefon gik død på halvvejen, og hvad gør man så? Nu hvor det ikke er normalt at føre en samtale i dagens Danmark, skal man så stirrer ud...

“ANSVAR ER NOGET, DE VOKSNE KOMMER I KAFFEN”

Ansvar er et godt eksempel på et begreb med mange betydninger. Man kan have forskellige synsvinkler omkring dette. I en snæver forståelse, handler det om livets udfordringer og de mængder af ansvar man står med som voksen. Jeg skrev tidligere et meget populært indlæg: “Kære curling generation” – hvilket jeg gerne vil køre lidt videre på i indlægget her. Det jeg gerne vil fokusere på, er forbruget af de sociale medier og elektroniske virkemidler i det daglige, for jeg lød måske mere uskyldig end jeg i virkeligheden var, i forrige indlæg. Dog nævnte jeg, at jeg selv synes, at det er blevet værre med tiden, og jeg er glad for at det var mens jeg var det ældre og ikke yngre, da...

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #7

16:45: Mine høretelefoner har viklet sig ind i en knude. Sikke et kaos. Lige så stort et kaos er det, at komme over vejen på Bredgade. Min nabo går ud til sin carport. Han hilser ikke. Jeg er okay med det. Det er efterhånden blevet en vane tror jeg. Vi har gjort det til en vane. Jeg opgiver kampen, og bliver på samme fortov. Jeg går ned af gaden med musik i ørerne. Den samme sang på repeat. Believer med Imagine Dragons, mens jeg mærker regnen prikke på min pande. Det gamle plejehjem er revet ned. Nu er der nye boliger. Minimalistiske fine boliger. Vi plejede at lege i skoven bag plejehjemmet. Men skoven er der ikke mere. Fortiden søger sin overlevelse blandt...

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #6

Klokken er 23.37 og jeg ligger side om side i min sofa, med en af mine bedste veninder. Det er blevet mørkt udenfor. Resten af familien sidder højest sandsynligt i stuen og kører en ny serie på fjerneren… mumler lidt om den rigtige røg ud i x factor, og om hvorvidt det er på tide at gå i seng. Jeg kan rigtig godt lide de her aftener. Jeg ville til hver en tid foretrække en aften på sofaen, frem for en aften i byen. Jeg er faktisk et vanemenneske og bestiller for eksempel altid det samme, på de cafeer jeg kender. Kedelige mig, eller? Jeg trænger også til en forandring. Bestående af en ny livsstil, måske en ny frisure, ny...

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #5

“Godnat, sov godt!” råber jeg ned af trappen til mine forældre. “Godnat” siger jeg til min søster, der lister ind på sit værelse. “Godnat” siger jeg til de mindste to nede af gangen. Og “godnat Sheila.” tænker jeg. Vi havde jo en aftale om, at gå i seng før 22 i dag? hvisker den gode engel – mens den onde fniser. Upsi dupsi. Det kan jo ske…. Til jeres store rædsel, drikker jeg hverken kaffe eller specielt meget te. Kun med nød og næppe Det er bare med hensyn til at holde sig vågen y’ know. Nogle ville nok spørge hvordan jeg kan overleve -eller leve med mig selv. Jeg overvejer om jeg skal lære det. Er det ikke lidt socialt at...

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #4

“And so this is christmas and what have you done…” Min søster stopper med at synge og spørger “hvad har du lavet?” Som i, “hvad har du lavet hele året?” eller som i, “hvad har du dog lavet!” Hvad er meningen? – Tjae, det ved jeg faktisk heller ikke helt. Klokken er netop rundet 01.33 og jeg har smidt mig i min søsters seng. Bare fordi det nogengange er det hyggeligste. Hun har ikke noget problem med, at jeg lige opdatere bloggen hist og her, men siger ofte “du er ikke til at snakke med, når du sidder med den mobil.” Som 90% af alle forældre, sikkert fortæller deres unger nu til dags. Jeg holdt mig fra mobilen efter aftensmaden,...

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #3

Jeg vågnede op hammer forvirret, med følelsen af, at nogen stirrede på mig og det var ikke helt forkert. Min mor stod bøjet ind over sengen og så meget forvirret ud. Det samme gjorde jeg. Jeg var faldet i søvn oven i mine lektier, faktisk i en siddende-position. Jeg åbnede mine trætte øjne og smed computeren til side. I skrivende stund står jeg med en føntørre i den ene hånd og mobilen i den anden. Min mor kommer i spøgelses bevægelse snigende forbi mit værelse og siger “du går også alt, alt for sent i seng Sheila.” For ikke at lyde som om, at jeg ikke har styr på modsvaret, skulle jeg ikke være for længe om at komme på noget....

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #2

Hej! Og velkommen til denne nye fikse ide jeg fik mig, for ikke særlig lang tid siden. Faktisk er jeg næsten lige vågnet fra en mindre fejlslået morfar. Jeg tog lige en på øjet, i 20 min ca (ubevidst). Og da jeg vågnede kunne dog knapt nok stave til “hej” i mine mails og var lidt rundtosset – følte jeg havde sovet til imorgen tidlig… Men, Anyway!! “Denne dag, dette øjeblik, nu” – i mine fodspor. Måske I har læst mit første indlæg: her – hvor jeg skriver om det at slappe af. Man er nok en smule nødsaget til at læse det, for at forstå hvad jeg snakker om nu, da det er en mindre intro. Indlægget er skrevet, idet jeg...

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW

“The world is so beautiful. People nowadays forget to stop and appreciate what the world give us. That’s something that should be fixed. People need to notice.” Jeg tager et skridt mere. Og et skridt til. Jeg hører nærmest ikke bilernes susen i mine ører, da London Grammar overdøver støjen udefra. Folk har travlt. Hele byen har travlt. Skolebørn og forældre har travlt. Vi har travlt. Jeg krydser fodgængerfeltet og lander sikkert, på det næste fortov. Jeg trasker afsted, mens jeg skriver dette indlæg. Forbi de store gader. Forbi de små gader. Ned gennem boulevarden, rundt om hjørnet mod cafeerne og ned på havnen, hvor jeg planter mig på en bænk. Og her gik det op for mig.. Bybilledets bænke...