THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #12

snapseed-13

Jeg vågner op til lyden af en af naboerne, der spiller klaver. Det er egentlig ikke så ringe, at vågne op til endda. Jeg hopper i mine hjemmestrikkede futter, og tjekker hvor mange der har set min Youtube video siden i går (Exhibit a: ovenstående billede)- jeg nikker tilfreds, og trykker “start” på kaffemaskinen – som laver kakao.

Så er august for alvor skudt i gang. Mandag og en ny uge. Det her er min sidste uge af ferien, før skolebænken kalder, og derfor vil jeg gerne udnytte tiden bedst muligt.

Jeg sidder lige nu, omringet af notesbøger, en proppet kalender og en lidt tam to-do liste, bestående af lidt for mange voksen-ting-i-eget-hjem. Jeg tager en tår kakao og smiler.

Jeg føler mig ikke mentalt klar til skole. Tanken om svedige madpakker, knækkede blyanter og ballekrampe er ikke på toppen af alt, hvad jeg ser frem til pt. Jeg ønsker lidt, at kunne spole tiden frem, hvor jeg finally stod med fast arbejde, to-go kaffekop i venstre hånd og min fine lille karriere taske i højre hånd, klar til at blæse mine kunder omkuld med alt for gode ideer.

Nå. Back to reality.

Knus,

Sheila

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #11

2

Prik, prik, prik… Sådan lyder det når regnen slår mod ruden, og dråberne siler ned. Jeg kan godt lide, at have vinduerne åbne mens det regner og jeg klimter på tastaturet. Lyden af bilerne der suser forbi på de glatte veje, duften af friskhed. Det minimale-hyggelige lysindfald lygtepælene giver.

Jeg synes pludselig at nætterne går hurtigere, og det betyder inden længe skole igen. Det betyder mental breakdowns, lange aftener i selskab af afleveringer og tonsvis af læsestof. Madpakker og et indre ur der tæller sekunder til klokken ringer til pause.

Unødvendige småpenge til slikautomaten. Gåture til toilettet, selvom du ikke skal tisse. Blog. Skole. Blog. Skole. Blog. Skole. En mellemting af sætningerne: det-går-nok og det-går-ikke… En ustabilitet der kun kan sammenlignes med den danske sommers.

Jeg bruger flest penge når jeg har ferie. Grundet mængden af møder, tonsvis af kaffe latte og frokost-dates. Jeg bruger knap så mange når jeg går i skole. Gud må vide hvorfor.

Klokken er 23.50, og jeg er stadig mæt efter aftenens buffet. Desserten blev nøje overvejet, men endte med et beslutsomt pænt nej tak i fællesskab, før vi forlod restaurantens fire vægge. Jeg er tilfreds med i dag.

Godnat herfra.

Knus,

Sheila

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #10

1

 Tirsdagen er over os, mandag og Game of Thrones er long gone, men det er først imorgen jeg føler, at denne uge for alvor er startet. Med to hjemmedage, usunde jeg-har-ferie-vaner og manglende energi skyder vi “ugen” i gang, med til dels, sunde vaner på madplanen, og en ok-fyldt kalender.

Jeg har brugt det meste af mine aftener og nætter, på ihærdigt at finde drømmerejsen. Men jagten fortsætter, da der er god tid endnu. Det er virkelig pricey at være udeboende. “Velkommen til den virkelige verden” tænker den trofaste voksen -og jeg-vasker-selv-tøj læser.

Michael har købt en film på HBO, nu ser han den for anden gang. Han kan se de samme film op til flere gange – og der står jeg af. Det keder mig ligeså meget som shopping på en søndag (kan ikke lade sig gøre). Han er desuden også faldet i søvn nu, så der kan være noget om snakken.

Der har ikke været frygtelige mange blogger ting, og frokostaftaler denne uge, og det er der egentlig heller ikke i kalenderen fremover. Jeg nyder at slappe af, og som jeg skrev i et tidligere indlæg; starte på hverdagen igen.

Ærligt, så har vi mange to-do lister der ikke er færdige. Men det tænker jeg heller ikke haster på nogen måde. Der er mange ting jeg gerne vil lige nu. Og mange ting jeg ikke vil. Som at lægge vasketøj sammen. Vi tager en dag af gangen.

Knus,

Sheila

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #9

1

Klokken er lidt for meget over aftensmadstid, og jeg er faktisk slet ikke sulten. Jeg sidder med hovedet begravet ned i kalenderen og tonsvis af mapper og maks krøllede A4-ark. Streger ud og skriver ned. Regnen slår mod ruden, jeg elsker den her udsigt. I dag var jeg ved lægen, imorgen skal jeg på sygehuset. Prik prik prik – it never ends.

Jeg havde haft brug for at starte på en frisk det her år, og det føler jeg at jeg er godt på vej mod – her mellem ferie, frihed, arbejde og skolestart. Der skulle ske noget nyt i mit liv, og som sagt så gjort.

Jeg sidder her og roder med mine planer, som havde jeg voksenlivets ansvar i hælene. Emma lavede havregrød til os i morges inden dagen blev skudt i gang. Det kunne jeg godt leve af.

I dag havde jeg besøg af min veninde Sille til frokost og venindehygge. Det var længe siden sidst, så tiden løb bare afsted. Jeg synes faktisk det er enormt hyggeligt, at have selskab her i lejligheden. Især når man lige skal vænne sig til stilheden – eller lyden af tv-værterne på diverse kanaler. Thank god, at der stadig findes Hammerslag, så kan jeg gå og byde med. Hold Syd her fra Ålleren.

Selvom omgivelserne er nye – føles jeg også som et helt nyt menneske. Det hele er sket gennem et nyt hjem, nyt look og traditioner. Et nyt kapitel, som jeg skrev om: her. Trods den nye Sheila, elsker hun dog stadig pandekager med et hav af sirup, lange gåture med musik, dovne søndage, aktive mandage og at skrive på sin bog.

Min kæreste er i Tyskland, hvor han i hele denne uge, skal springe faldskærm ud fra fly og helikopter i 3000 meters højde. Har man lov at være nervøs herhjemme på sidelinjen? Ja, det tror jeg nok… Militærmænd har en tendens til at leve på kanten nogen gange ♥

Knus, 

Sheila

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #8

giphy

20.56: Jeg vågner til en nyhed om et terrorangreb. Jeg læser om endnu et terrorangreb. Jeg lytter normalt til Spotify, til trods for deres ørehænger reklamer, men jeg er nu mere fan af, at vågne op med The Voice – hvis ikke jeg følte mig som Anne Frank der ihærdigt søgte efter guld i radioen, bare jeg leder efter det modsatte. Sød Musik.

Jeg har fået ondt i ryggen af at sidde, så jeg er hoppet ned på min madras. Kender I det, at man sidder for længe ved spisebordet, og tanken om at ende som Quasimodo for alvor rammer en? Dog er det også lige gået op for mig hvad klokken egentlig er, og jeg er ret forbavset over, hvordan tiden er løbet fra mig. Dagen generelt.

21.31: Her lugter frygtelig meget af brand. Røg. Ikke en særlig tyk røg, men en tåge. Den der ikke svier i øjnene, når du kommer for tæt på, ligesom et bål – eller en skandale. Eller terror. Det slog mig lige, hvor ofte det ord strejfer ens tankegang. Ligemeget hvor meget man forsøger at undgå det.

Det er sgu alvor nu, tænker jeg. Det der med terror. Det er så tæt på, at man mentalt er ved at forberede sig på hvad som helst. Tænk der er visse locations og begivenheder du ikke tør nærme dig, og helt undgår, fordi du er ramt af frygten for terror. Og det er jo dét de vil have. At vi frygter. Det gør mig ked af det.

Det kan være når du sidder i bussen på vej til studie. Henter dit barn i børnehave, handler ind til en lækker aftensmad, har inviteret mor med på shopping eller kæresten på ferie.. Når du cykler ned efter dip til dine chips, skåler med din bedste veninde i champagne for at fejre jeres et-eller-andet. Hvad ved jeg.

Det der skete i Manchester ramte mig. At man ved sine fulde fem, kan dræbe små uskyldige børn, der er kommet for at more sig. For ikke at nævne, at dræbe overhovedet, og være ved bevidsthed mens man gør det. Terror er ren ondskab, og jeg skal lære ikke at lade frygten for dette styre min hverdag. I denne situation gik det ud over en en brændt toast. Men se, angst kan gøre meget ved én. Hvad kan den så ikke gøre, ved en hel befolkning?

Som Ariana Grande sagde, efter hendes koncert og ulykken: “Make love, not war.”

Frygt, er ikke frihed.

Knus,

Sheila

 

KÆRE CURLING GENERATION

Lugten af pølsehorn fra 7-eleven der blev købt i farten, børn der skriger, en fyr med lidt for højt musik i ørerne, dem der fylder det hele, dem der går til og fra toiletterne flere gange end toget standser, og dem der bare er der. Forældre der diskuterer med deres børn om de skal have sko på eller ej. Forældre der opgiver og løfter barnet ud istedet. Det er beskrivelsen af en togtur fra Århus mod Aalborg. Jeg sidder en hel time, blandt passagerer, hvis mund var lukket med syv sejl. Min telefon gik død på halvvejen, og hvad gør man så? Nu hvor det ikke er normalt at føre en samtale i dagens Danmark, skal man så stirrer ud af vinduet og have en akavet tankesamtale med ham overfor, om hvorledes gardinet skal være på halv eller lukket?

Lidt for dårligt internet, og lidt for dårlige manér. Vi danskere er simpelthen havnet midt i en generation, hvor kun vore egne bedsteforældre har vores respekt. Hvor det at snakke med hinanden ikke finder sted, hvor vores generation er afhængige af opmærksomhed. Og hvor curlingkulturen for alvor har nået sit gennembrud.

pouncing-panthers-image-4

Du skal ikke diskutere med dit barn om hvem der bestemmer. Nøjj, hvor er der mange børn der bliver båret på hænder og fødder. Børn lever i dag, i en generation, hvor de ikke får lov at tænke selv. Hvor “hygge” er at skændes med sin søster om, hvis tur det er til at have Ipad’en. Jeg har været til fødselsdage, hvor børn ikke kender til Spark til bøtten, eller græsset gror. Da jeg var lille, gik det hele ud på, at bygge huler, klatre i træer og få en forlommer i køen. Da skændes jeg med min mor, og plagede hende, om at måtte blive ude og lege i fem minutter mere. I dag ville medierne mene, at vandkamp, og at hoppe på trampolin er livsfarligt. Der er så meget der er farligt i dag. Forældre tager dette til sig, og skærper deres børn’s frihed. Men man lærer kun af sine fejl.

Kært barn har mange navne. Et af dem er Curling.

Teknologien i dag, er en tids -og opmærksomheds stjæler, og vi har opgivet kampen om at lade vores børn prøve selv. Jeg siger ikke, at vi skal gå tilbage til brevduer og hinkesten. Jeg ser bare en stigende tendens, især hos den såkaldte “kærnefamilie”, at det sociale samliv er skærpet. Jeg ser unge mennesker der er stressede, forældre der er pressede og føler livet uoverskueligt. Jeg ser bedsteforældre med julelys i øjnene, når de henter deres børnebørn i SFO’en. De har glædet sig til deres tur. Jeg glæder mig til at opdrage mine børn, en skønne dag. Faktisk skammer jeg mig over forældre generationen i dag.

En skole har indført to ringetider. Når det ringer ind første gang, så skal eleverne gå ind i sin klasse. Anden gang, skal forældrene gå. Tænk det er nødvendigt?

Jeg er blevet spurgt om jeg ikke selv er en del af denne generation. Men jeg tager udgangspunkt i de forældre der er født i slut 80, starten af 90’erne. De børn fra denne generation er jo opdraget anderledes end jeg er.

Jeg er så taknemmelig for, at behovet for mobiltelefoner, for alvor tog til, efter jeg ramte mellemtrinet. For hvor ville jeg.. undskyld mit sprog, fandme fortryde det noget så gevaldigt, hvis min opmærksomhed var rettet mod min telefon, og ikke min kære Olde, da hun var her.

Tænk nu over det.

Love S

“ANSVAR ER NOGET, DE VOKSNE KOMMER I KAFFEN”

img_0970

Ansvar er et godt eksempel på et begreb med mange betydninger. Man kan have forskellige synsvinkler omkring dette. I en snæver forståelse, handler det om livets udfordringer og de mængder af ansvar man står med som voksen. Jeg skrev tidligere et meget populært indlæg: “Kære curling generation” – hvilket jeg gerne vil køre lidt videre på i indlægget her.

Det jeg gerne vil fokusere på, er forbruget af de sociale medier og elektroniske virkemidler i det daglige, for jeg lød måske mere uskyldig end jeg i virkeligheden var, i forrige indlæg. Dog nævnte jeg, at jeg selv synes, at det er blevet værre med tiden, og jeg er glad for at det var mens jeg var det ældre og ikke yngre, da leg var en vigtig del af ens læring.

Jeg er på ingen måde god til at lægge mobilen fra mig. Jeg er også en synder. Faktisk føler jeg mig nøgen uden den. Jeg kan lægge den fra mig og slappe af, hvis jeg vil det, og så det er ikke fordi jeg har en vis afhængighed. I og med jeg er blogger, følger det automatisk med, at jeg er aktiv rundt omkring på de forskellige ting og dermed holder jeg også tit øje med hvad der sker på mobilen. Det har i den grad gjort kommunikation nemmere, men det er blevet en hæmsko for det at være nærværende.

MEN – det vi skal huske… er at mobil, iPad, computer mv. er et redskab man bruger nu til dags, for at kommunikere og arbejde på. Jeg ser små børn der reagerer voldsomt, hvis noget bliver taget fra dem, og de kan virkelig drænes af den kontante digitale interaktion. Det er ligesom abstinenser. Det kribler jo helt i fingrene hvis ikke vi kan tjekke. Men det er bare et alternativ der erstatter vækkeur, kalender, noter, kamera, og alt det vi kunne have med i tasken ved siden af.

Jeg siger ikke, at det kun gælder for små børn at man ikke sidde med mobilen ved spisebordet, men for alle, i og med at vi skal tilbagevende de sociale kompetencer én gang for alle. Sidder jeg en fredag aften i stuen med min far, kan jeg godt have mobilen liggende ved siden af, uden at røre ved den, og kommer der en besked, kan jeg vælge at svare eller ej. Det ses en tendens til, at forældre ofte ser deres børn som fraværende og ikke-kontaktbar, når de sidder med mobilen/ipaden. Men hey, i lige måde kære forældre!

Voksne snakker om hvordan dagen er gået over kaffen, mens de lige skimmer de seneste facebook opslag. To fluer med et smæk. Det handler om at tage ansvar, at lære børn hvornår man bruger en mobil og hvornår man er til stede. Man siger voksne har et ansvar for børns druk, børns opdragelse, børns det ene -og det andet. Det er tydeligt for enhver, at vi lever i en dybt teknologiseret verden. Som voksne, forældre og søskende bærer vi denne “kultur” og viderebringer den til vores børn.

Det er et mentalt og menneskeligt fattigt samfund, hvis ikke vi kommer hinanden mere ved. Så kære voksne, er der andet I kunne overveje at snakke om, over kaffen?

Love S

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #7

giphy

16:45: Mine høretelefoner har viklet sig ind i en knude. Sikke et kaos. Lige så stort et kaos er det, at komme over vejen på Bredgade. Min nabo går ud til sin carport. Han hilser ikke. Jeg er okay med det. Det er efterhånden blevet en vane tror jeg. Vi har gjort det til en vane. Jeg opgiver kampen, og bliver på samme fortov. Jeg går ned af gaden med musik i ørerne. Den samme sang på repeat. Believer med Imagine Dragons, mens jeg mærker regnen prikke på min pande.

Det gamle plejehjem er revet ned. Nu er der nye boliger. Minimalistiske fine boliger. Vi plejede at lege i skoven bag plejehjemmet. Men skoven er der ikke mere. Fortiden søger sin overlevelse
blandt byggerier, nye boliger og et mislykket forsøg på at gøre byen attraktiv. Det kan ses sort på hvidt, fra gade til gade.

16:55: Byens præst går forbi, hun sender et skævt smil og jeg sender et venligt nik. Alle kender hinanden her. Nogle gange kender man for mange. Det ville være det perfekte sted til en voksenudgave af Gossip Girl. Jeg rammer gågaden. Der er flere lokaler til leje. Byen skrumper. 17.11: Jeg sætter mig på en bænk I parken. Her er ingen. Det er ikke noget sjældent syn.

To små piger cykler forbi. Ingen forpligtelser. Ingen faren igennem dagene. Vi mister grebet. Skynder dagen væk. Bruger ofte ordene “Vi gør det imorgen”, velvidende det svinder væk.

Har du nogensinde lyttet til regnen der slog mod jorden? Eller kigget på solen, mens den gik mod nat? Livet er skrøbeligt. Jeg har flere ure på mig. Alligevel står tiden stille. Jeg vil så gerne udnytte hvad jeg kan, men jeg bruger tid, tid på at trække tiden ud. Tøv ikke at kende, og tøv ikke et venskab.

Tag den med ro. Hør musikken, inden sangen er forbi. 

17.20: Jeg rejser mig, og trasker op ad en sti. Her er smukkest om sommeren. Det regner, men der er lummert. Jeg vender hjemad. Venter på, at mørket sænker sit gardin.

Læs også – THIS DAY, THIS MOMENT, NOW nr: 1, 2, 3, 4, 5, 6

Love S

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #6

large-4

Klokken er 23.37 og jeg ligger side om side i min sofa, med en af mine bedste veninder. Det er blevet mørkt udenfor. Resten af familien sidder højest sandsynligt i stuen og kører en ny serie på fjerneren… mumler lidt om den rigtige røg ud i x factor, og om hvorvidt det er på tide at gå i seng. Jeg kan rigtig godt lide de her aftener.

Jeg ville til hver en tid foretrække en aften på sofaen, frem for en aften i byen. Jeg er faktisk et vanemenneske og bestiller for eksempel altid det samme, på de cafeer jeg kender. Kedelige mig, eller? Jeg trænger også til en forandring. Bestående af en ny livsstil, måske en ny frisure, ny garderobe eller generelt indpakningen af mit liv.

Klokken er 23.45. Det gik lige op for mig at jeg var på wc i nat. Det er totalt ligegyldig snak. Det er bare det faktum, at jeg rent faktisk forlod min dyne OM NATTEN. Chancen for jeg gør dette, er lige så stor som, at en blogger takker nej til et gratis et-eller-andet-noget.

Det her moment ville være perfekt at tilbringe i min drømme lejlighed. Et sted hvor jeg, som Carrie Bradshaw kan sidde i en sweater, i et kæmpe vindue og kigge ud mod byen. Med håret slået ud og ryge en smøg kl. midt om natten, mens man snakker om alt og intet med en tæt veninde.

Jeg har bare ikke min drømmelejlighed, et tumblr-vindue-spot og jeg ryger ikke (thank god). Og jeg er slet ikke Carrie. Så drømmescenarie spoiled. Back to reality.

I aften er der mange ting jeg drømmer om. Lige nu et helt hvidløgsflutes. Jeg delte faktisk denne hvidløgs-ting med en eks-flirt. Det skulle bare i alt mad, ingen undtagelser. Jeg skammer mig ikke.

00.12: Nøj hvor jeg elsker at bruge min fredag i godt selskab, med small-talks og ren afslapning. God bless fridays and good peoplez

Love S

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW #5

tumblr_odrw2qvpqr1tga02bo1_540

Godnat, sov godt!” råber jeg ned af trappen til mine forældre. “Godnat” siger jeg til min søster, der lister ind på sit værelse. “Godnat” siger jeg til de mindste to nede af gangen. Og “godnat Sheila.” tænker jeg. Vi havde jo en aftale om, at gå i seng før 22 i dag? hvisker den gode engel – mens den onde fniser. Upsi dupsi. Det kan jo ske….

Til jeres store rædsel, drikker jeg hverken kaffe eller specielt meget te. Kun med nød og næppe Det er bare med hensyn til at holde sig vågen y’ know. Nogle ville nok spørge hvordan jeg kan overleve -eller leve med mig selv. Jeg overvejer om jeg skal lære det. Er det ikke lidt socialt at drikke kaffe?

En ven har belært mig om, at det at gå på date på en café. Faktisk er en lidt skidt ide. Alle omkring dig, er ligeså nysgerrige som du selv ville have været, hvis du sad i den situation at alle kunne følge med i en hyggelige-hvad-skal-vi-snakke-om-date samtale. Derfor kan et alternativ være, at være hos en af jer. Men. Dilemma ikk’. Er det: ude godt, men hjemme bedst? Det er faktisk lidt sjovt at tænke over.

Jeg skiftes lige mellem at zappe fra bloggen og ind på en mystisk hjemmeside med lydbøger. For mig lyder det allerede skræmmende, at skulle være låst fast til en spændende bog, tvangsindlagt til at høre en eller anden hypotetisk mands rolige stemme, der i virkeligheden hjernevasker mit indre. Et klik – fanen lukket.

Jeg vil gerne læse spændende blogindlæg nu, men drukner i nytårshalløj fra højre og venstre. Er efterhånden nødt til at være med på moden og lave noget ala det også… Gud så rundede klokken også 22.22 – sender en visuel lammer ud til folket

Min mobil blinker så meget fra tinder at det halve kunne være nok. Ingen blær. Jeg er ikke ashamed. Det ok. Men det stresser mig – har I ikke andet at lave guys? og så siger jeg det samme til mig selv… Det er nu ikke fordi tinder er kikset. Jeg har haft de sjoveste og mest ligegyldige samtaler derinde. Og så er det jo rent tidsfordriv. (Kæmpe respekt for jer der rent faktisk har formået at finde kærligheden derinde).

I skrivende stund fryser jeg faktisk mine fødder helt vildt. Det er som om dynen ikke engang kan klare arbejdet. Så må der jo hentes hyggesokker. Som jeg har nævnt tidligere, ejer jeg ikke noget nattøjs sæt – så hvis i vil vide det. Så ligner jeg en blanding af en hjemløs og en genbrugsbutik.

Jeg smider ideen om at hente sokker fra mig igen. Hvorfor rejse sig fra sengen, og miste den varme rede jeg har lavet, for et par sølle sokker. Not. gonna. happen. 

Jeg smider alt det lort jeg har liggende i sengen ned på gulvet. Nogen rydder nok op en dag. Sheila gør. En dag.

Godnat for nu.

Love S

Older posts