MIT USYNLIGE HANDICAP

THIS DAY, THIS MOMENT, NOW

“The world is so beautiful. People nowadays forget to stop and appreciate what the world give us. That’s something that should be fixed. People need to notice.”

you-walking

Jeg tager et skridt mere. Og et skridt til. Jeg hører nærmest ikke bilernes susen i mine ører, da London Grammar overdøver støjen udefra. Folk har travlt. Hele byen har travlt. Skolebørn og forældre har travlt. Vi har travlt. Jeg krydser fodgængerfeltet og lander sikkert, på det næste fortov.

Jeg trasker afsted, mens jeg skriver dette indlæg. Forbi de store gader. Forbi de små gader. Ned gennem boulevarden, rundt om hjørnet mod cafeerne og ned på havnen, hvor jeg planter mig på en bænk. Og her gik det op for mig..

Bybilledets bænke står jo tomme. Så ligegyldige og så efterladte, at de nærmest ruster. Slap af, var det første ord der kom til mig. Hvorfor slapper de ikke af.

Jeg ved ikke hvorfor det slog mig, måske er det et behov jeg har for at minde jer om, at hey jeg kan godt finde ud af, at slappe af hist og her. Fænomenet, at slappe af er bare en sætning uden betydning.

Hvornår sætter vi os for alvor ned i stuerne, på værelserne, på arbejdet og slapper af? For nogle er det, at slappe af bare at tage i byen med vennerne og hygge sig. For forældre kan det være en børnefri weekend, med deres fælles yndlings slik. For en teenager kan det være.. at smide mobilen fra sig en stund, og pakke sig godt ind i dynen til sin yndlingsserie. For mig er det, at kunne slappe af efter en deadline er overstået, en eksamen eller en presset uge.

Jeg burde lave en hviledag i ugen.. En hviledag.. mumler jeg, mens jeg letter røven fra bænken og trasker videre.

Sikke en højhellig tirsdag. Den anden mandag i ugen. En tirsdag der på Sheilas kalender var dedikeret til arbejde, lektier og alt det i nu kender. Men tog en helt anden drejning.

Jeg har brug for at slappe af. Trods skole, lektier, arbejde, blog og familie og venner også skal passes – så er det, det eneste jeg har brug for. Jeg tror aldrig jeg føler mig helt afslappet. Jeg har sjældent aflyst et ærinde, for at gøre noget for mig selv i stedet. Jeg har på en eller anden måde vænnet mig til at være stresset, nogle dage mere end andre. Det kommer snigende på nøjagtigt samme tid som alarmen ringer om morgenen, til jeg lukker øjnene om aftenen.

Det er ikke dine omgivelser der gør dig stresset. Jeg tror inderst inde det er dig selv, og du er den eneste der kan kontrollere det.

Jeg er lige standset brat udenfor min hoveddør, idet jeg poster dette indlæg til jer. Min såkaldte “inspirational walks i har fulgt gennem hver linje, er skrevet ud fra mine tanker. Og sikke mange tanker jeg gør mig, sikke mange ideer jeg skaber og hvor meget inspiration jeg kan få fra bare mine omgivelser.

Mere af det tak.

Love S

Ingen kommentarer endnu

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIT USYNLIGE HANDICAP