PHOTO OF THE DAY

MIT USYNLIGE HANDICAP

 Nu smider jeg efterhånden personlige indlæg ud til højre og venstre. Men det her er nok det mest personlige indlæg, jeg hidtil har skrevet. Det er på tide, at jeg står frem med en lille historie, da jeg er rigtig træt af at skulle holde det for mig selv. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste sjæl derude, der brænder inde med dette.

tomcollage

Jeg kan lige så godt afsløre pointen fra starten af. Jeg fik for nylig konstateret dyskalkuli (talblindhed). I en alder af atten år, en million matematiktimer og spildte tårer senere. Jeg er en af de få danskere, der lider af dyskalkuli (1-6 procent af befolkningen) – det betyder simpelt, at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen til det med tal og regning. Jeg blev tilbudt at få en test af min matematiklærer på min nuværende uddannelse (stx), hvor jeg uden tøven takkede ja.

Jeg har mest af alt følt mig dum. Fordi jeg ikke forstod stoffet. Jeg føler, at det er ydmygende, at jeg ikke kan det som alle andre kan. Jeg har i al’ den tid, haft brug for en hjælpende hånd – og det har jeg forsøgt at få siden folkeskolen, dog uden held. Jeg har i stedet skulle lægge øre til, at jeg bare var doven og skulle tage mig sammen eller, at jeg ikke læste nok på lektierne.. Det gjorde, at jeg følte det var håbløst, så i en periode gav jeg bare op. Jeg bad og håbede på en form for støtte eller hjælp, men der var ingen hjælp at hente.

Til matematik-terminsprøven i 8 klasse, blev vi placeret i en stor hal ved hvert vores bord. Jeg kunne se, at de andre bare tastede på liv og løs, og jeg kunne ikke engang komme i gang. Der fik jeg et angstanfald og blev så dårlig, at jeg måtte tage hjem. Matematikprøver/tests, matematiklege og andet gøgl, var til stor underholdning for mange i klassen, men ren tortur for mig.

Jeg er ikke pinlig berørt over det, men faktisk rigtig lettet over det. Nu har jeg en forklaring på, hvorfor jeg har kæmpet en sådan ulige kamp, som jeg har. Min klasse tog pænt imod “nyheden” – jeg ville mest af alt bare gøre dem opmærksomme på det, ikke fordi de skal “tage hensyn til mig”, men netop fordi det at være dårlig til noget, ikke skal være et tabu.

Det gør mig irriteret, at man skal kæmpe i så lang tid, før man kan få hjælp. Jeg klapper i mine små hænder af lykke, fordi jeg nu har fået det. Jeg synes SLET ikke, at der på nogen måde er nok fokus på dette. Jeg ved, at lærere og forældre, har svært ved at skelne mellem det, “at være dårlig til matematik” og at være talblind. Ordblindhed er 20 år foran talblindhed, og det er svært at få kvalificeret hjælp. Den nye skolereform gør så, at man bliver testet i fjerde klasse. Hurra for det!

Jeg vil ikke sige, at diagnosen har åbnet flere døre for mig i fremtiden. Det har ikke gjort mig en tjeneste. Jeg ville give min højre arm for at kunne det. Jeg synes naturvidenskabelige fag er de mest spændende på skoleskemaet, men det er også dem, jeg ikke forstår. Så er der så meget andet jeg er knivskarp til og det må jeg bare indse. De muligheder jeg har dér, vil jeg ikke lade glide mellem fingrene på mig.

img_8683

Det her betyder ikke, at det her er en stopklods for hvad jeg vil i fremtiden. Jeg har stadig høje ambitioner med mit liv, jeg har mål og store tanker/drømme. Det ville ikke bremse mig for at arbejde i en større virksomhed, eller på bloggen. Jeg kan få professionelle til at hjælpe mig igennem. Jeg har en familie og nogle gode venner der støtter mig. Og jeg er allerede nået langt. Jeg kunne aldrig finde på, at lade mig slå ud af den her grund. Jeg vil ikke ses som “pigen der er talblind” men som min søde veninde sagde: “pigen med et enormt stort talent og kreativt sind.”

Tak, fordi i læste med!

Love S

2 kommentarer

  • Kirsten

    Hej 🙂 Det er dejligt at du også gør opmærksom på den her psykiske lidele, som mange har. Det er dog ikke et handicap, og bør heller ikke blive betegnet som det. Det er egentlig en naturlig reaktion på et liv hvor man bliver presset. men det er ikke et handicap ligesom for eksempelt Aspergers syndrom. Der er nemlig en stor forskel på angst og et psykisk handicap. Men jeg kan godt forstå at du er frustreret over det. Men det er mere almindeligt end man skulle tro. 🙂 hvis du går på en videregående uddannelse kan du få handicaptillæg hvis du har et psykisk eller fysisk handicap og det kan man desværre ikke hvis man bare har angst. Det er ikke mig der laver de her regler, men jeg synes man burde tænke over at angst også er rigtig hæmmende..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sheila Voldby

      Hej Kirsten,
      Jeg kan godt følge din tankegang. Dyskalkuli bliver betegnet som et handicap, da det er en “funktionsnedsættelse.” Handicappet har følgevirkninger i forhold til matematiske færdigheder, hvilket har visse konsekvenser for den enkelte. Jeg ved godt, at det er ret almindeligt – bare ikke almindeligt nok. Jeg mener, at der ikke er nok fokus på det, i forhold til ordblindhed. Men der er også en væsentlig større viden om dette. Jeg beskriver angst i en enkelt situation der også omhandler matematik, idet man bliver presset.
      Mvh 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PHOTO OF THE DAY