VI BEKYMRER OS OM TID

Vi står op hver mandag og venter på det bliver fredag. Vi tæller den sidste time, så vi kan komme hurtigt hjem fra arbejde. Det gør vi også den næste dag… og sådan fortsætter det. Vi bekymrer os om tid. Kender i det?

Mange af os har noget i vores liv, som vi enten fortryder eller ønsker at have gjort anderledes. Nogle ting kan der rettes op på – andre kan man aldrig ændre. Men hvad nu, hvis man fik en chance mere?

Ville du ændre på et forhold du havde/har? Ville du have sagt noget til dine nærmeste? Ville du have gået efter en anden karriere? Har du været igennem noget, du ville have undgået? Ville du have været mere ærlig? Ville du have haft mere fri? Ville du have sagt mere fra? Og jeg kunne blive ved..

Jeg har læst den her: artikel, der handler om fortrydelser. Nogle ældre mennesker ser tilbage på deres liv og hvad de ville have gjort anderledes, hvilket inspirerede mig rigtig meget, så jeg valgte at tage den med i dette indlæg. Den sætter virkelig tankerne igang, og jeg må indrømme at den rørte mig til det yderste. Det handler virkelig om at være glad for det man har, mens man har det og ikke spilde tiden.

Det er så vigtigt at leve i nuet og ikke hænge fast i fortidens skavanker. Gør hvad du har lyst til, mens du kan. Vi er dårlige til at komme hinanden ved og give hinanden komplimenter. Vi skal rose hinanden noget oftere og smile noget mere. Hver dag er en ”ny” chance.

”Dø med minder, ikke med drømme”
Livet er for kort til at lade bekymringer kontrollere dit liv, andres meninger tæller ikke. Lyt til dig selv, og gør hvad du virkelig vil, lev som du har lyst til!

Verden ligger for dine fødder
Drømmer du måske om at tage ud og opleve verden? Jeg synes det er enormt vigtigt at gøre det man har allermest lyst til, når man har mulighed for det. I det her tilfælde med at rejse når du er ung. Det er i den unge alder der er færrest ting man er bundet til, som fast arbejde og ”familie”. Jeg synes de helt store rejser skal foretages som ung. Måske tænker du, at titlen er lidt dømmende. Men det er kun fantasien der sætter grænser.
Og hvad holder dig tilbage?

Love S

DERFOR BLOGGER JEG

IMG_7667

Hej søde jer. Nu har jeg haft min blog i knap 7 måneder, og om små 5 måneder har jeg haft den i et år. Det virker så underligt at der allerede er gået så lang tid. Rigtig mange har spurgt mig, hvorfor jeg valgte at lave en blog og om jeg har succes med den. Jeg har nævnt det et par gange før, men jeg vil gerne uddybe hvorfor jeg gør som jeg gør.

Jeg har altid været fan af blogs, jeg har nogle favoritter som jeg har fulgt siden jeg var mindre. Men dengang var bloggere for mig, definitionen af det ”perfekte” liv. De så godt ud og der var massere af penge i det de lavede. Jeg ser virkelig op til bloggere selv, da de er kæmpe inspirations kilder for mig. Efter jeg selv blev det, har jeg fået et helt andet syn på det at være blogger.

Det som jeg tit nævner er, at ”bloggen er ikke mit arbejde, men min hobby” – jeg nyder at skrive indlæg og jeg kan bruge flere timer på at sidde og redigere billeder. Det er sjovt og der er ikke noget jeg hellere ville bruge min tid på. På de 7 måneder der er gået, har jeg formået at nå næsten 100 indlæg og jeg er meget overvældet over hvor stærkt det hele er gået. Jeg får dagligt mails om jeg vil reklamere for det ene og det andet. Men så igen, jeg vil ikke have at min blog skal være en reklame blog.

Da jeg var mindre, havde jeg også drømme om selv at starte en blog. Mig og en veninde oprettede faktisk en sammen og lavede nogle få videoer dertil. Men det var jo ikke så seriøst som forventet og mere lå der egentlig ikke i det, så vi droppede det igen efter kort tid.

Min storesøster har altid sagt jeg skulle oprette en blog, da hun mente at det var lige noget for mig og at jeg ville være super god til det. Grunden til, at jeg tøvede med at gøre det, var fordi jeg var bange for hvad folk ville tænke om mig. Med tiden lavede jeg en blog og delte den på forskellige sider og lavede en fb-side, med stor hjælp fra min søster af. Der var meget positivt respons fra mine venner, der ønskede mig held og lykke og synes at det var stærkt gjort. Og andre tog det som en joke og sagde ”vil du til og være fame”.

Hele den her blogger ting, handler for mig, om at kunne inspirere andre og give noget af mig selv. Dele ud af noget inspiration samt tanker. Jeg er stadig ved at finde ud af hvor min grænse går til. Jeg vil gerne opnå større succes med min blog og det ved jeg kræver hårdt arbejde. Med fremtiden kunne man komme til at tjene penge på sin blog, men det niveau er jeg slet ikke på endnu og så ville det jo også gå hen og blive et arbejde. Hvilket jeg absolut kun ville forelske mig i. Hver enkel læser betyder noget. Det at der er nogen der tager sig tid til at læse det jeg skriver og generelt bare synes om min blog, er succes nok for mig.

Jeg håber i kan forstå hvorfor jeg gør det her og at i ikke sidder med et alt for snævert syn på bloggere. Jeg går og overvejer om jeg skal lave en ask me, hvor i kan sende mig spørgsmål? så i kan få lidt mere af vide om mig. I må meget gerne kommentere nedenfor 🙂
Tak fordi i læste med.

Love S

A SHITSTORM IS COMING

Der er nogle ting jeg har gået og tænkt over med hensyn til de sociale medier: Instagram, snapchat og facebook.. Af en eller anden grund er der nogle ting der irriterer mig grænseløst som folk åbenbart slet ikke kan se meningen med.

”DU POSTER JO SYGT MANGE BILLEDER PÅ INSTAGRAM?!.”

Jeg går rigtig meget op i instagram. Det er et af de steder jeg finder det meste af min inspiration til bloggen. Jeg får tit af vide at jeg spammer instagram (typiske af dem omkring mig), det kan åbenbart irriterer nogle. Nogle folk kan bare ikke se meningen med instagram! Appen er netop til for at kunne poste billeder. Man kan jo ikke smide en status opdatering op derinde vel? og jeg poster lige så mange jeg vil. Jeg går desuden op i om de billeder jeg poster PASSER IND i min instagram, da jeg godt kan lide at have et ‘tema’ hvilket der er nogen der ikke helt forstår meningen med, men de fleste piger gør dog.

”SNAPCHAT?” – ”MÅ JEG SE DIG?” – ”TOILETBILLEDER”

Snapchat er for mig, blevet utrolig kedeligt. Hvem gider at se mystories på over 200 sekunder?? Jeg savner da man kunne stalke hinanden, og se hvem der havde gang i hvem.. Jeg synes det er sjovt, at man kan sende billeder til hinanden og engang imellem poster jeg selv et billede så mine friends kan se hvad jeg går og laver. Men jeg har oplevet flere gange folk der ansøger én, derefter fx KUN bruger chatten. Hvorfor skriver man ikke på facebook så? Nogen synes også at det er super fedt at have tonsvis af venner på snapchat, så kan man knap spotte sine egne venners mystories på sin feed fordi der er så mange, det må da være øv? Snapchat bliver også udnyttet af de drenge der vil ”have” noget. Det er en utrolig god måde lige at sende et billede af sine ædlere dele i 10 sekunder og derefter skrive ”kan du lide hvad du ser?” – No comment for that

”EJ JEG SKRIVER IKKE STATUSSER MERE” – ”HVIS JEG PRØVER AT SÆLGE ET PAR SKO, ØDELÆGGER RAPKÆFTEDE FOLK MIT OPSLAG”

Det er blevet yt, at skrive statusser om hvad man går og laver, eller om der er sket noget nyt i ens liv m.m. Før i tiden flød facebook med statusser om vind og vejr. Nu overvejer man om man lige skal skrive en enkelt status eller ej. Sig mig, er det ikke meget normalt? Facebook er blevet til en side hvor man kan diskuttere. Hvor man kan dele videoer af børn/dyr der bliver mishandlet, gamle mennesker der bliver krænket, og facebook challenges hvor man kan skaffe likes, derefter sprede en epidemi.

Hvis jeg smider et par sko op på de populære salgs sider, bliver jeg mødt af emsige mennesker der konstant er ude på at spolere ens opslag. De kan linke til de samme sko, bare billigere. De kan konstatere, at de er fake. De synes det er overpris og at skoene er slidt. De mener man skal kommentere på alt. Slaaaap af, jeg er træt af det drama!

Er der nogen der har det på samme måde?

tumblr_nr2o8osYGD1qcm0m3o1_500

Love S

THEESE DAYS

11917315_10205508040283993_1326340275_n 11908093_10205508040363995_17003257_n 11880934_10205508040003986_2046845848_n

Hej sweeties. Som tiden dog går. Jeg får dog stadig blogget en del, men det bliver jeg desværre ikke ved med. Som i nok kan regne ud, så flyder min seng i lektier, jeg sover næsten oveni dem. Vores lærere siger at de starter ”let ud”, så jeg forventer en lektiestorm på et tidspunkt, om ikke så længe… derudover arbejder jeg op til tre gange om ugen. Jeg føler mig lidt presset her for tiden. Det har nok noget at gøre med man lige skal komme sig over springet fra 10.klasse, til gymnasiet. Plus alle de ting jeg har ved siden af skolen, som jeg prøver at få til at hænge sammen. Det vil sige jeg har skemalagt ALLE mine dage, til punkt og prikke.

Nu er der ikke længe til jeg skal på introtur med min årgang. Dette er min anden uge på gymnasiet, og jeg snakker rigtig godt med de fleste i klassen! Jeg er super glad for min klasse og vi klinger rigtig godt sammen. De fleste af eleverne er 15+, så jeg må indrømme, at man lige skal vænne sig til ”atmosfæren” godt kan være lidt anderledes end hvad jeg er vant til, kort sagt. Men jeg er glad. Nyder i jeres skoler?

Love S

10 random ting om mig

1. Jeg er dårlig til at klæde mig, så mit outfit tilpasser vejret
2. Jeg hader folk der ingen situationsfornemmelse har
3. Jeg aner ikke hvordan jeg skal håndtere sukkersød romantik
4. Jeg deler mit tøj op i farver
5. Jeg har altid ønsket mig at få blåt eller gråt hår
6. Jeg sover næsten altid med sokker på
7. Jeg lader altid som om at jeg er med i ”hvem vil være millionær”
8. Jeg elsker oste pops, men hader at røre ved dem..
9. Jeg hader at se bleg ud, der findes ikke noget værre end at være bleg
10. Jeg bliver ved tit anset for at være snobbet, når folk ikke kender mig

tumblr_lgfgiuILaa1qcvd1k

 

Love S

 

 

Outfit

1 2 3 4 6 7 98Fotograf: Emma DS

Love S

 

T R O P I C

12large (10)1011880819_10205497407258174_990478291_n4511908118_10205497407058169_979682912_n11903285_10205497406898165_1511025989_n1915Billede: tumblr // fotograf Emma DS 

”Life is a collection of moments” 

Love S

 

WHITE ON WHITE

1-vert
Photos by: Emma DS

Bluse: VILA /Shorts: Vero Moda /Sko: Asos /Armbånd: Gade&Juul /Ring: ukendt / Taske: Céline. 

Igår var der super lækkert vejr og derfor tog mig og min veninde på skovtur og hyggede os på i naturen, som jeg gør alt for sjældent. Selvfølgelig var der også plads til et par outfit billeder. Hvidt sommer outfit og lidt casual. Super skønt og passede perfekt til vejret igår.

Jeg får ikke postet så meget her for tiden, da jeg har meget travlt med skole. Det hele er stadig meget nyt for mig, så jeg har meget at se til. Håber i hygger derude 🙂

Love S

TO DIE FOR SWIMWEAR – RABATKODE

IMG_7528capture-20150815-163817capture-20150815-162909Sponsoreret

Hej piger! Jeg kan nu afsløre, at jeg har været så heldig at lave et sponsorship med www.todiefor.com. Som de fleste af jer nok allerede kender og har spottet mange steder på på nettet. De har de smukkeste bikinier, som er meget populære i øjeblikket – og det skal i selvfølgelig ikke gå glip af!

Jeg har fået mig en rabatkode til alle mine læsere: SHEILAVOLDBY 

Ved brug af koden får du fri fragt på alle bikinier. Men tilbuddet gælder KUN i en måned fra nu af. Let’s go shopping!!

Love S

JEG HAVDE TRUKKET NITTEN

03

Jeg har en oplevelse jeg gerne vil dele med jer. Jeg har holdt det meget inde, da det er et meget følsomt emne, som jeg til tider kan have rigtig svært ved at snakke om. Det har taget på mig som person, og i den grad også på mine fremtidsplaner. Men det har udviklet mig. Jeg omtaler pigen jeg bor hos, som Tyskeren, i det her forholdsvise lange indlæg.

Jeg forbeholder mig retten til ikke at nævne navne, da jeg ikke vil udstille nogen.

I November 2013 var jeg en af de ”heldige” der deltog i det her EU-støttet Comenius-projekt med titlen: ”The Comenius Youth Games: empowering healthy living through sports science”. Samarbejdet var med Gymnasiet Wentorf i Hamburg.

 Jeg blev tildelt en værts familie jeg skulle bo hos. Jeg skulle kommunikere lidt med dem inden besøget, derfor skrev jeg og sendte billeder til hende. De virkede efter indtryk meget søde, og moren fik også skrevet lidt med min mor. Dog sendte de ingen billeder. Jeg skulle bo ved en pige på 12-13 år, af hvad jeg husker. Jeg var selv 15 på det tidspunkt.

Jeg blev modtaget med kram og et flot skilt med mit navn på. Vi kom hjem og jeg fik af vide hvor mit værelse var. Derefter gik de deres vej, lukkede døren og sagde noget ala et hurtigt godnat.. Der stod jeg i min jakke og støvler, med min kuffert og vidste ikke helt hvor jeg skulle placere mig. Da hun umiddelbart ikke kom tilbage fandt jeg frem til et soveværelse, og kunne se hun var faldet i søvn inde hos hendes forældre.

Jeg havde mange spørgsmål, men måtte derfor bare pakke ud og regnede med jeg skulle sove i den køjeseng det stod på værelset. Jeg lagde mig derop og kunne mærke noget hårdt under puden. En  æske smeltet chokolade var lagt under den. Jeg havde ikke fået nogen yderligere informationer, så jeg anede ikke hvornår jeg skulle stå op, derfor satte jeg alarm til lidt over 6. Og stod umiddelbart op 2 timer før dem. Der var et stort vindue på værelset og det lyste ind, da det lagen der hang som gardin ikke kunne dække.

Tyskeren var ikke særlig god til engelsk og brugte derfor sin iPad til at kommunikere med mig. Jeg brugte derimod det tyske jeg nu kunne i 8 klasse og mit engelsk. Næste morgen ringer min alarm så højt at jeg får sådan et chok at jeg slår hovedet lige op i loftet, da køjen er så tæt på. Jeg ville ikke vække familien, så ville ned af stigen for at slå den fra. Jeg finder så ud af, at stigen ikke sidder fast til gulvet, så når jeg kravler ned, løfter den sig nærmest.  Senere – da vi bliver kørt til skole, er der ingen sele, men det mener de ikke er nødvendigt da turen til skolen er meget kort (hvilket den ikke var).

Jeg bliver taget godt imod i hendes klasselærer, men kan ikke forstå hvor dem jeg rejse med fra Danmark var henne. Det viste sig, at de var samlet i en hel anden klasse. Jeg var så der, med Tyskeren og én veninde fra danmark, alene i den her klasse. Deres mødre kunne umiddelbart ikke lide hinanden og omtalte ligeud sagt den ene af mødrene for ”bitch”.

Vi fik af vide, at vi skulle ud og opleve en hel masse den uge vi var der. Der var stor chance for at værts familierne ville tage os med ud og hygge. Vi var en tur i The Doom, et tivoli i Hamburg. Her går jeg med Tyskeren, en af hendes tyske veninder og min veninde fra danmark. Vi regnede med vi skulle finde resten af vores veninder fra Danmark og hygge med dem. Men vi finder så ud af, at de slet ikke kender hinanden. Tyskeren, kender ingen af værts familierne som mine veninder fra danmark bor hos og derfor vil hun ikke omgås med dem. Så jeg er tvunget til at hænge ud med Tyskeren’s veninder. Jeg støder så på mine danske veninder senere, som er på vej hen for at spise sammen med deres familier. Min familie var ikke inviteret, så vi måtte bare ønske dem god aften og resten af aftenen så vi ikke noget til dem. Vi skulle hjem, og Tyskeren tiggede sin mor om noget mad. Hun fik en slush ice og vafler. Jeg blev hverken tilbudt noget og de spurgte ikke om jeg var sulten. Vi kom hjem og den eneste jeg kunne ”snakke” med i deres familie var deres søde hund. Ellers gik jeg direkte i seng hver aften.

Når vi kom hjem fra skole sad jeg bare på værelset alene, indtil  vi skulle lave noget om aftenen. Hele den uge jeg var hos dem, havde jeg ikke sat en eneste gang ved deres spisebord. Jeg fik ikke aftensmad med dem hele ugen og måtte derfor selv købe mig fattig i mad hver gang vi var uden for hjemmet. Hele ugen stod den på fast food. Derfor har jeg meget svært ved at spise burgere nu, da jeg hurtigt får kvalme af det. Der var en nat jeg gik i deres fryser og spiste is, hvad fanden skal man gøre haha. Jeg var sulten fra jeg gik i seng, til jeg stod op -og nogengange fik morgenmad.

Der var ikke en aften hvor jeg gik mæt i seng. Jeg fik ingen madpakke med i skole, så måtte få mad fra mine danske veninder, eller så tog jeg fra Tyskeren’s taske. Det mad jeg fik med (de dage jeg fik mad med), var kanel gifler som moren havde rullet ud og smøret med smør, derefter rullet sammen igen.

Jeg har efter denne rejse, fået af vide af en af mine barndomsveninder der selv bor i Tyskland, at den her familie bor (efter min beskrivelse) i et underklassemiljø. Det var et tysk ord for det, ”Assier”. Jeg kunne selv have regnet det ud, men mine tanker var alle andre steder. Jeg ved ikke om moren havde et arbejde, hun snakkede ikke rigtig til mig. Jeg snakkede heller ikke med broren én eneste gang, derfor glemte jeg nogengange at der var en bror. Faren, ham så jeg ikke fordi han var på arbejde hele tiden, hvad han arbejdede som, det ved jeg ikke.

På et tidspunkt sad jeg i et frikvarteret og snakkede med mine danske veninder. De fortalte mig at de skulle ud og bowle med deres familier. Eftersom Tyskeren havde fortalt mig det samme den morgen, så regnede jeg med, at det var vores første aften sammen. Da vi ankom til bowlingcentret var mine danske veninder på vej ud. Det viste sig at Tyskeren og jeg, skulle med HENDES egne veninder ud og bowle. Mine danske veninder, havde været der og skulle så ud og spise. Eftersom Tyskeren ikke kendte dem, var det ikke en mulighed at jeg var sammen med dem. Jeg var rigtig sur resten af aftenen.

En af de sidste aftener foregik på skolen hvor vi skulle hygge med vores lærere vi havde med fra danmark og alle de tyske elever som vi boede hos og deres lærere. Der var noget underholdning og en ”talentkonkurrence”. Vi skulle selv have mad/tallerkener/bestik med til denne aften, så da vi endelig skulle spise, stod jeg ved min familie og ventede. De havde ingenting med, derfor måtte jeg igen gå til mine danske veninder og låne af dem. Senere på aftenen begyndte folk at tage billeder med deres familier, jeg fik ikke et eneste med min. Jeg sad på trappen og ventede på, at vi skulle hjem.

Jeg var ude og shoppe én gang med Tyskeren på en hel uge. Min danske veninde og hendes værts -pige var med. Vi endte med at gå fra de to tyskere, da vi ville opleve lidt af Hamburg alene. Jeg brugte alle de lommepenge jeg havde fået med af mine forældre, på mad, udover en lille gave jeg havde købt med hjem til min mor.

jeg havde købt en gave med fra Danmark til min værts familie. Den første aften gik jeg ind og afleverede den til forældrene og takkede dem for at de ville have mig boende i den uge. De sagde ”tak” og så var der ikke mere i det.

De første dage havde gjort mig rigtig oprevet og forvirret, så jeg gik til min lærer og sagde til ham hvordan jeg havde det omkring hele situationen, at jeg ikke var sammen med de andre piger fra danmark og at jeg ingen mad fik hos min værts-familie. Det eneste svar jeg fik var ”Du har trukket nitten” og han trak på mundvigen. Jeg græd i bilen hele vejen hjem til Tyskeren. Da vi kom hjem skrev jeg til min mor, hun blev selvfølgelig forbavset af at hører hvordan jeg havde det, men der var intet vi kunne stille op. Jeg undlod at fortælle hende det hele i detaljer før jeg kom hjem og det tog på hele min familie, at høre hvad jeg havde oplevet, og hvordan jeg var blevet behandlet.

Den sidste dag kom endelig, hvor jeg skulle køres hen til Hamburg’s store banegård og mødes med mine veninder og lærere fra danmark. Moren tog min kuffert ud af bilen og Tyskeren sagde farvel til mig. Derefter satte de sig ind og kørte. Jeg stødte heldigvis på min lærer på vej ind på banegården, så vi kunne følges da jeg ikke kendte området.
Da vi fandt de andre, blev jeg meget overrasket. Der stod de og tog afsked med deres værts familier. Tog billeder med dem og så havde de fået madpakker med, nogen havde fået gaver med hjem til deres forældre i Danmark.

Min lærer spurgte mig, hvor min madpakke var til turen hjem, men jeg havde ikke fået nogen, ikke engang noget at drikke. Det synes de var noget underligt noget, men så snakkede vi ikke mere om det. Jeg måtte for sidste gang nasse af mine veninder, inden vi nåede fra Hamburg banegård til Århus hvor jeg kunne få McDonald’s. Da vi ankom til Aalborg, blev jeg mødt af mine forældre der skulle hente mig. Jeg faldt i deres arme og jeg græd af glæde.

Den her oplevelse har gjort at jeg har været meget skeptisk overfor mine fremtidsplaner og valg. Jeg ville gerne være Au Pair efter gymnasiet og udvekslingsstudent efter 9. klasse. Men jeg tog 10. klasse i stedet for. Da frygten for at bo hos en fremmed familie igen, tog så meget på mig. I dag er jeg ved at overvinde den frygt, ved selv at rejse rundt. Jeg prøver så vidt som muligt, at stå på egne ben og være så selvstændig som jeg nu kan. Jeg vil ikke have at den her oplevelse skulle stoppe mig eller holde mig tilbage fra det jeg gerne vil. Jeg vil på ingen måde acceptere den slags nogensinde igen. Jeg husker ikke familiens navne, udover Tyskeren’s. Der var rettet henvendelse til skolelederen på min skole, da min egen lærer var noget konfliktsky. Han hverken reagerede på min mors beskeder under, eller efter turen. Derfor blev skolelederen underrettet om den oplevelse og behandling jeg havde fået. Der skulle have været strammere regler for hvordan man bliver godkendt som værts familier. Og de lærere man har med, skal tage en alvorligt når man er i et fremmed land og føler sig utilpas. Skolelederen beklagede det der var sket, og ville sørge for at det ikke skete for andre.

Jeg valgte at denne oplevelse ikke skulle stoppe mig fra at nå mine drømme. Om så der er modspil, bare ikke den her slags.

Love S

Older posts